Inspireret af nogle heftige debatter på nogle af de forum jeg huserer i, kommer her nogle tanker om internetopførsel - Jeg bevæger mig en del rundt på sider som Min-mave, facebook og jeg havner nogle gange på diverse netaviser.

Og nej, jeg vil ikke internetopdrage. Nogle gange synes jeg bare det virker så nemt, det virker så nemt at krybe i skalkeskjul sig bag sit anonyme internetbrugernavn, for så at skyde om sig med negative bemærkninger og sårende ord. Hvis der så er nogle der siger en imod, eller påpeger at tonen er hård - så påkalder man sig da bare ytringsfriheden, fordi jeg MÅ! Ikke at ytringsfriheden er en dårlig ting, men hvornår er den blevet en undskyldning for ikke at opføre sig ordentligt??

Vi er forskellige mennesker, med forskellige meninger - det er vel internetdebattens styrke, vi kan søge og få svar. Jeg elsker internettet og jeg er nærmest afhængig af de forskellige forums jeg hører til. Jeg synes bare det er så ærgerligt at mudderkast, fornærmelser, sårende ord og hadefulde kommentarer er noget man ofte støder ind i - måske fordi man kan gemme sig bag en internetidentitet og måske fordi man kan påberåbe sig retten til ytringsfrihed. Eller måske bare fordi man er lidt smågnaven, hvem ved ? 

Nej, jeg synes hverken ytringsfrihed eller brugernavne skal afskaffes, absolut ikke - Jeg kommer bare med lidt strøtanker.. 

Nytårsforsæt.. tjah, man kunne jo egentlig ligeså godt starte i dag, ikk? Men hvorfor ikke starte med et brag?

Eftersom jeg skal i hvidt (som jo bekendt ikke slanker) til foråret, kunne mit nytårsforsæt være at smide nogle kg. Ja, det vil jeg.. Jeg starter d. 1/1, for vi skal have 5 retter nytårsaften..

Jeg har mange ting jeg gerne vil opnå - 2012 skal blive året hvor jeg nyder dagene der går, og ikke bekymrer mig om dem der kommer. En klog mand sagde til mig at hvis vi alle skal nå det vi gerne vi, inden vi skal herfra - så skal vi gøre det nu, for der er ingen af os der ved hvornår vi skal væk. Jeg synes det er gode ord (selvom man måske skal kende sammenhængen) - man kan vælge at tolke dem trist, men man kan også vælge at gribe dagen og nyde sit liv.

Året der gik, har været underligt - det har været fyldt med kæmpe store følelser: tab af nogle vi holdt af, besked om sygdom i familien, jeg blev moster og vi fik lov at opleve den enorme lykke og glæde det har bragt os at blive forældre. Kontrastfyldte følelser, rutsjebanetur - et underligt år.

Jeg ønsker jer alle sammen et fantastisk nytår - må det blive fyldt med glæde. 

Julen står for døren - faktisk så tæt, at en enkelt grankvist med en lille rød julekugle, har sneget sig ind gennem dørsprækken. Det dufter af juleknas og marcipan (her dufter det dog af chokoladekage, for min lillebror har fødselsdag i dag), i et desperat forsøg på at få det lille hjem til at dufte af jul, kan der også brændes en enkelt lille grannål i kalenderlyset - hvem har ikke gjort det som barn?

Jeg ordnede de sidste juleindkøb i går - baby i barnevognen og så af sted til centret. Oliver havde endda fået en lille nissehue i babystr. på, alt for julehyggen.

Jeg handlede ind sammen med hundredevis af gnavne mennesker, julegnavne - der var jo så mange mennesker, folk med vogne, folk med barnevogne (uhada) og folk med små børn der larmede.  Og så var der jo også det store julespil på torvet, der udsendte de sammen mekaniske julesange igen og igen.

Ej, det er faktisk ikke særlig pænt af mig sådan at dømme folk, hvem siger de var gnavne? Hvem siger jeg ikke så gnaven ud? Julegnaven. Det er en følelse jeg ikke kender, jeg bliver altid et lille barn til jul - julen er lysenes tid, det skal vi holde fast i.

Mon ikke også de julegnavne mennesker i centret mærkede en smule, måske bare en lille bitte snert af juleglæden og julestemningen. Når alt kommer til alt, så er mekaniske julespil, hundredevis af mennesker med indkøbsposer OG julesurhed og stress, en del af den jul jeg elsker.

Det er det julen kan - selvom man færdes blandt sure mennesker der skælder ud og skubber, så rammer julestemningen og julefreden altid en til sidst.

Rigtig Glædelig Jul, må julestemningen og glæden ramme hver og en. 

/Karina

Dumme Telefon! Åndssvage, dumme, lille vibrerende smartphone. Hvorfor skulle du også ringe?! Du ringede lige midt i julekortene, lige midt i "ønsker om et lykkebringende nytår.." og "Vi ønsker jer en fantastisk og dejlig jul.. Lige midt i julefraser, julemærker og små fedtede julemændsklistermærker, skulle du absolut begynde at vibrere og ringe med din åndssvage ringetone, den som alle har. Jeg ville ønske du kunne være stille - men nej, du skulle absolut ringe, og du viderebragte dårligt nyt. Nyt om min elskede far der var blevet ramt af sygdom. Kræft, noget forbandet møg. Min verden gik i stå, hvorfor?

Min far klarer den, det ved jeg, det gør han altid - han er verdens sejeste mand. Men den nyhed du bragte, bragte mig ud af fatning. Den væltede mig. Jeg blev frygtelig ked af det. Nu er det slut med at være ked af det, nu handler det om at være stærk, og om at holde sammen.

Kære telefon, det lyder som om jeg er vred på dig. Men, hvem skal jeg ellers være vred på? 

- Kære alle, jeg vil gerne opfordre jer til at støtte forskningen for kræftbehandling, selv verdens sejeste far kan blive ramt. 

Se dette link:

Støt Kræftens Bekæmpelse

Det er længe siden jeg har luftet mine tanker -  og ovenpå det sentimentale indlæg jeg postede sidste gang er det vidst tid til noget lettere..

Jeg er i et meget nært kærlighedsforhold til mine sko <3 støvler, ballerinaer, stiletter, sandaler, ja sågar sutsko, jeg ELSKER dem. Og jo hvis man bare er tilpas menneskelig på andre punkter, må man gerne være SÅ materialistisk, at man bruger så store som "elsker" ord om sit forhold til sit fodtøj.

Mine sko bor på sin helt egen reol, min kæreste tror også det er hans - men mine små fine sko skal da ikke puttes ved siden af hans str. 43 slæder. Nej nej.

Mine elskede støvler bliver kærligt imprægneret og renset hvert efterår, så de er klar til at bære mig gennem sne og slud.. og den dumme vejsalt der er nogen der smider på fortovene, tænker de da slet ikke på mine små stakkels skindstøvler?

Jeg er lidt i et had/kærlighedsforhold til mine stiletter, mest kærlighed. Men tænk at være så smukke, veludførte, så fantastiske og så kunne påføre SÅ meget smerte. Jeg synes ellers jeg behandler dem godt - jeg jokker ikke i tyggegummi, jeg får altid skiftet den lille dims på hælen når den er slidt. Jeg behandler dem med den værdighed smukke stiletter fortjener, men alligevel straffer de mig altid i et sandt fodsmertehelvede sidst på aftenen/natten.. Pyt, jeg elsker dem alligevel.

Mine Sorel støvler skiller sig lidt ud, de er varme, store, pelsede og ja, praktiske. Men selvom de er store og til tider beskidte, hører de til i min skofamilie. Sammen med alle de andre sko bliver de puttet på min helt egen skoreol. Her er der plads til at være forskellige, og plads til materialistisk kærlighed.

Kære Mormor

Det er snart et år siden du tog fra os. Vi savner dig.

Du tog fra os en Decembernat, hvor det var frysende koldt, da bilen kørte væk med dig faldt sneen stille ned - det var faktisk en rigtig smuk nat.

Du blev bisat lillejuleaften, det var snestorm.. Faktisk måtte vi grave bilen ud, da vi skulle af sted - Det er typisk dig, du var ikke helt tilfreds med at skulle herfra, så det stormede og sneede i stor stil.

Dine blomster blev sneet helt til.. Vi børstede dem af for sne, du elskede jo blomster.

Det var mærkeligt at sidde i kirken juleaftensdag og glædes over julen, vi havde kun lige taget afsked med dig, og så var det pludselig jul. Jul uden Mormor, og dog, for gaverne fra dig var der, det var underligt, men dejligt - Du gav altid de bedste gaver.

Jeg ville ønske du havde mødt Oliver - du glædede dig til at se ham, du var så glad for du skulle være oldemor igen.  Han er fantastisk, han er mild, lattermild og god. Jeg ville sådan ønske du havde mødt ham. De fleste siger han ligner Michael, men jo tykkere kinder han får, jo mere ligner han mig.

Farfar forsvandt også fra os - han nåede heller ikke at møde skønne Oliver. Faktisk var Oliver med til begravelsen, og på kisten sad der en lille bitte krans, fra farfars oldebørn.

Jeg ville sådan ønske i havde mødt vores lille søn - Det lille menneske, der bringer så meget glæde og lykke.

Folk sagde "Det er livets gang", og folk havde ret, men livets gang er hård og livets gang kan gøre så pokkers ondt. Præcis som livets gang bringer lykke og glæde med Oliver.

Jeg savner jer, jeg tænker på jer.

/Karina

Hummel, småfolk, wheat, ej sikke lej, katvig.. ect ect.. Mærkerne er mange.. Bruger vi i virkeligheden vores børn som brand, benytter vi de dyre tøjmærker, til at vise omverdenen at vi har styr på tilværelsen?  

Personligt gør jeg det ikke! Mon ikke de fleste siger det? Og mener det?

Nu kan jeg jo kun tale på egne vegne, men jo, selvfølgelig tænker jeg over hvad jeg iklæder mit barn.. Jeg kan lide stærke farver, blødt bomuld og øko-stof. Egentlig betyder det ikke ret meget hvad der står i nakken på ungen - og dog, alligevel ender den samme tøjbutik altid i min adresselinie og curseren smutter altid ned på det samme tøjmærke - ubevidst naturligvis.. For det er jo ligegyldigt hvad der står i nakken på ungen..

Betyder det virkelig så meget om der er et æble eller ej, på den lille snip?? Nej, det betyder reelt ingenting, det betyder absolut intet, i forhold til de værdier jeg ønsker at videregive til min søn.  I de værdier er mærkevarer, tøjpriser og penge ikkeeksisterende.

Jeg tror der er 2 retninger for tiden - den ene går på mødre der udelukkende klæder deres børn i moderigtigt tøj i de moderigtige farver, og rynker på næserne af børnene iklædt H&M.. På den anden side befinder de mødre sig, der rent kategorisk nægter at give deres børn mærketøj på, og de rynker så på næsen af modemødrene. Mens disse to grupper af mødre rynker på næsen af hinanden, vil jeg mene at en tredje gruppe står midt i det hele - her vil gerne befinde mig..

Jeg ved faktisk ikke om min baby er mit brand, det er han vel, det er jo MIN søn.. Han er det første jeg viser frem når jeg møder mennesker - Han er et billede på mig og min familie, derfor klæder jeg ham også pænt, rent og i lige præcis de mærker jeg har lyst til. Han er en smilende, mild og lattermild baby - det ligger folk altid mærke til, før tøjet. 

Resultaterne af årets traditionelle julebindedag -  jeg er heldig at både min mor og søster er blomsterbindere, for jeg tror alt der kommer på en julekrans er gran.

Kransene er bundet på halmkranse, af diverse grønne ting. Jeg kan ikke skrive hvad det forskellige hedder, for jeg kan ikke huske det ;)

Projekt dørkrans:

Projekt adventskrans:

Desværre er det blevet rigtig dyrt at købe gran + div. grønt, så det kan være næste års adventskrans kommer til at bestå af galskugler og lys:) 

/Karina

Det er ikke så længe siden der var en ophedet debat om offentlig amning, det er tilsyneladende noget der kan få danskerne op af stolene - amning blev sammenlignet med offentlig sex og offentlige toiletbesøg. Samtidig var der flere der luftede fordommene om mødre der er på "barselsferie", mødre der med vilje kører op i folks haser med deres barnevogne (der i øvrigt er store som et hus), og mødre med babyer der larmer og ødelægger folks sarte øregange.

Ammedebatten er interessant, man kan jo spørge sig selv om ikke det handler om en lille smule fornuft og situationsfornemmelse.. Den mor der diskret giver sit barn mad bag en stofble, kan da umuligt genere nogen? Tilgengæld er det nok de færreste, der får øget appetit ved synet af den mor der har begge bryster til frit skue og efter måltidet, lige laver helikopteren for at tørre mælkeværket, ej vel?

Men det er faktisk ikke det jeg finder mest interessant, jeg synes alle de andre fordomme og holdninger er værd at bruge lidt krudt på. For hvornår er nybagte mødre blevet en forhadt race?

Den anden dag skulle min søn have en flaske mens jeg var i centret, jeg gik til deres ganske fine og flotte babyrum, blot for at finde det rodet til med papirstykker og bleer - ikke særlig høfligt.

Bagefter mens jeg gik og skumlede lidt over rodet, havnede jeg bag babybanden på tur. TRE barnevogne ved siden af hinanden, absolut ingen mulighed for at passere, ingen mulighed for flugtvej - Heller ikke særlig høfligt.

Men nej - dermed ikke sagt nybagte mødre pr. definition er uhøflige. Ikke mere end så mange andre i hvert fald.. Måske skal man dybere end bare at gøre mødrene til en flok uhøflige samfundsnassere. Jeg tror det er en tendens i hele samfundet. Om man har en barnevogn med eller ej, så er det sjældent hensynet og høfligheden der står øverst på prioriteringslisten.

Det kan være det ændrer sig - det er jo snart jul.

I dag har jeg sagt mit job op.

Det var hårdt, det var grænseoverskridendende og det var møghamrende vemodigt. Men det var det rigtige.

- Efter min barsel sluttede, skulle jeg vende tilbage til et job med skønne kollegaer.  Et job med udfordringer og ansvar. Men et job der ikke gjorde mig glad. Et job jeg havde svært ved at håndtere, og et job jeg tog med mig hjem.

Nu har jeg så sagt op. Det er underligt, pludselig føler jeg, at jeg står på gyngende grund. Min gode faste sygeplejerskeløn forsvinder når barslen slutter og skal skiftes ud med en su. For jeg skal nemlig studere igen. Det bliver fedt, udfordrende og fantastisk. Jeg glæder mig.  Så gør det ikke noget at det gynger lidt.

Gad vide hvordan omverdenen reagerer. Her står jeg med min gode uddannelse og min fine løn, og så siger jeg pænt nej tak. Nogle vil måske mene jeg er forkælet, tænk at sige sit gode job op i krisetider.

Andre vil måske sige jeg er modig, og at verden ligger åben.

Det er dem jeg vil lytte til.